Tina Fevre

Galleri
Blog

En fødsel og en “genfødsel”

Jeg kom her til morgen til at tænke på fødslen af min søn for 19 år siden, hvorfor ved jeg egentlig ikke, men det var nok lidt apropos mit indlæg med tak til læger, sygeplejersker og plejepersonale for den fantastiske, utaknemmelige og lidet værdsatte indsats de gør for deres medmennesker. Nå men tilbage til fødslen, som er en af de mest skræmmende og uhyggelige oplevelser, jeg til dato har haft i mit efterhånden halvlange liv.

Jeg ved ikke, hvad jeg havde forestillet mig omkring det at føde, men det havde i alle tilfælde absolut intet med virkeligheden at gøre. Selvom jeg en måneds tid forinden havde overværet en fødsel på film i forbindelse med fødselsforberedelsen, og som nær havde skræmt livet af mig, var det på en eller anden måde lykkedes mig fuldstændig at fortrænge den oplevelse. Jeg tror måske, jeg fik et chok, som fuldstændig traumatiserede mig i sådan en grad, at jeg blokerede oplevelsen: skulle jeg virkelig gå det der igennem? Skrige og te mig og udgyde alskens kropsvæsker i timevis? Og udholde smerter, der var så ulidelige, at man var parat til at gøre og sige ting, der lå så langt fra ens personlighed, at man nærmest ville være uigenkendelig? Og det så tillige i selskab med vildt fremmede mennesker i et koldt og klinisk miljø? …. Der stod jeg i 8 måned og var parat til at gøre hvad som helst for at slippe, for hvis den film afspejlede sandheden, så ville jeg altså ikke være med længere – er du så færdig, det der var overhovedet ikke mig, og ikke om jeg ville være med til det….

Men som sagt lykkedes det mig i sådan en grad at fortrænge oplevelsen, at jeg skal lige love for at virkeligheden kom totalt bag på mig, og jeg ville virkelig ønske, at der var nogen, der havde fortalt mig den hele sandhed omkring en fødsel helt uden omsvøb og idylliggørelse af virkeligheden.

Og fødslen går i gang…

Veerne startede, så vidt jeg husker, midt om natten, og da det startede, var jeg usikker på, hvad der lige var galt med mig – om det bare var et maveonde, eller hvad det var. Da jeg vækkede min daværende mand, tog han det ganske roligt – lidt for roligt, efter min mening. Synes måske, at han burde have været sprunget op og tage sin andel, men næh blev rimeligt hurtigt klar over, at det her det var vist mit job og helt mit eget. F… det gjorde ondt, og måtte da prøve det med bruseren, som de havde proklameret højt og flot, at det ville lindre… Troede egentlig ikke på, at varmt vand ville kunne lindre noget som helst, man stikker jo heller ikke hovedet ned i en balje varmt vand, når man har hovedpine, så måske var det mangel på tankens kraft, for det hjalp da heller ikke det mindste.

Da vi landede på hospitalet efter en times tid derhjemme, skal jeg da lige love for, at livets barske realiteter gik op for mig. Jeg hylede og skreg som en stukken gris i timevis, min krop gjorde ondt og var pludselig overtaget af en helt anden kraft, hvor mit jeg ikke havde noget som helst at gøre. Jeg følte mig som hende der Linda fra Exorcisten, fuldstændig ude af kontrol og fuldstændig magtesløs i alt, hvad det var, der foregik. Og kiggede jeg ned på min mave, så jeg bare noget der skubbede rundt med den, og en arm og et ben hist og her – det virkede så fuldstændigt alienagtigt, at jeg kun kunne være blevet besat! Her skal det lige indskydes, at jeg normalt er et meget kontrolleret menneske, og jeg ville have forsvoret, at jeg skulle sige så meget som en lyd under fødslen – how hard could it be????

Og ikke nok med at jeg var ude af kontrol, men lige pludselig skulle jeg kaste op – tænk sig at få en influenza lige midt i en fødsel? Hvor smart er det lige, som om at man ikke have nok at skulle forholde sig til. Undskyld sagde jeg til bisidderen, men jeg er vist lige blevet syg, og jeg skal kaste op… jeg syntes, det var pinligt ad H til at ligge der, og skulle måtte kaste op i en bakke, mens man lå der i al sin i forvejen søllethed, og så foran personer, som man slet ikke kendte… Det er helt normalt sagde hun så, det gør alle! Det er så her, at det ville jeg faktisk gerne have vidst i forvejen, så jeg ikke havde behøvet at gøre mig alverdens tanker om at stoppe fødselen, for det havde jeg faktisk ikke lige overskud til at deltage i, nu når jeg var ved at blive syg….så kunne vi ikke bare tage den sag en anden dag???

En gang Microlax tilsat lidt presseveer

En anden ting, jeg godt kunne tænke mig at have vidst, er, at man får et lavement, inden fødslen går igang. Hvorfor jeg gerne ville vide det? Jamen det ville jeg bare gerne – hader virkeligt de der pludselige indskydelser, og det føltes bare som en sådan. Du skal have sådan en, sagde bisidderen, nej sagde jeg, det er vist ikke nødvendigt, jeg skal ikke på toilettet. Men ingen parlamenteren det blev, som hun sagde, og jeg blev endnu en ydmygelse rigere….

Det uheldige i den sag var så, at netop som virkningen af lavementet satte ind, gjorde en uhyggelig trang til at presse det også! Der sad jeg så på toilettet og anede ikke mine levende råd: turde jeg presse eller turde jeg lade være? Og hvad ville der komme ud, og fra hvor???? Men igen der var ingen grund til at gøre sig de overvejelser: mikrolaxen og presseveerne havde klart overtaget, og jeg var fuldstændig i deres magt! Heldigvis fødte jeg ikke der på toilettet og ned i toilettet, kroppen fik styret det rigtige ud, og jeg kom tilbage på lejet.

Jeg er så her også nødt til at indskyde, at jeg anede ikke, at det var presseveer – hvordan skulle jeg kunne det? Havde aldrig prøvet det før, og hende der bistod mig, nævnte ikke noget om det, og det er jo ligesom ikke noget, man kan se på folk, om de har almindelige veer eller presseveer….. Der lå jeg så i timevis med presseveer alt i mens, jeg holdt mig alt det, jeg kunne, for der var jo ligesom ikke nogen, der havde sagt, at nu skulle vi vist videre i processen….

I bagklogskabens kloge lys kan jeg da godt at, at en uhyggelig trang til at presse måske burde have ledt mig til tanken omkring presseveer, men jeg havde absolut ingen rationel sans eller tænkning på det tidspunkt – jeg var skræmt fra liv og sans og eneste tanke var, om man i det hele taget var i stand til at overleve så megen smerte!

Bare slå mig ihjel…

Jeg troede virkelig, jeg skulle dø – det her måtte så absolut være endestationen, så megen smerte, så megen lidelse, så lidt kontrol…. bare lad mig dø, bare slut det, jeg er færdig, jeg kan ikke mere…. havde der været et skarpt instrument i nærheden, er jeg bange for, at jeg selv ville kunne have gjort en ende på mine lidelser. Jeg skreg bare, lad mig dø, jeg kan ikke mere – det her var virkelig en kamp på liv og død i bogstavligste forstand!

Såh såh sagde bisidderen… såh såh…. hvor beroligende … kom et splitsekund til at åbne øjnene, som ellers havde været lukket under hele processen, og kiggede på hende: der sad hun så, en halvgammel tudse og stirrede ud i luften og nok overvejede aftensmaden, og om hun kunne nå hjem inden Kvickly lukkede, og hun havde garanteret også gang i sin pensionsopsparing, alt imens hun sagde: såh såh….. jeg skal eddermageme såsåh dig tænkte jeg bare, men kunne jo ingenting bortset fra at brøle.

Langt om længe gik det op for hende, at jeg havde presseveer, og at jeg havde haft det så længe, at jeg ikke længere havde kræfter tilbage til at presse ham ud.

Du kan også stå op, foreslog hun, og hjælpe tyngdekraften lidt på vej…. stå op??? stå op???? Jeg kan jo ikke engang ligge ned, nej jeg skal bare slet ikke være her, tænkte jeg, er der ikke bare en anden, der kan tage over, så jeg kan tage hjem igen???? Men jeg kunne igen ikke sige noget, jeg lå bare der og brølede med lukkede øjne, for på den måde kunne jeg ligesom blokere virkeligheden lidt og forsvinde fra situationen, så godt som det nu kunne lade sig gøre.

Så pres da!

Det virker som om, du holder igen, pres alt hvad du kan, sagde hun, pres…. ja ja okay det siger du nok, men nu kendte jeg jo ligesom en, som under en fødsel sprækkede fra den ene ende til den anden, og kun kunne sidde på en badering flere måneder efter, og det skulle jeg jo ligesom ikke ud i!

Mine brøl blev bare højere og højere, og havde mit hovede taget et par omdrejninger på det tidspunkt, tror jeg ikke, der var nogen, der var blevet overrasket!

Min mand havde forladt fødestuen for længe siden, han kunne ligesom ikke holde det ud…. aj det tror jeg så bare heller ikke jeg kunne, så måtte jeg komme med?….Vi smutter sq fra det her – Wiedersehen – Mojn Heine!

Lægen kom forbi igen, og han stod henne ved spejlet og vaskede hænder, og mumlede irriteret noget i retning af: ja ja selvfølgelig gør det ondt at føde! Ondt at føde??? Din store kraftidiot, hvad ved du om det? Prøv du lige at presse noget ud af et hul, der er 30-40 gange for lille, hvis det kan gøre det, og som slet ikke virker til at være beregnet til den opgave! Det vil svare lidt til, at han skulle pisse honningmeloner, hvor sjovt mon det ville være?? Hvis jeg havde kunnet havde jeg rejst mig fra mit dødsleje og pandet ham sådan en, mage til ligegyldighed og manglende empati skulle man lede længe efter.

Nå men efterhånden gik det da op for dem, at jeg ikke selv magtede det, og da hjertelyden begyndte at falde, blev min søn hjulpet ud af fængslet med sug, og jeg var da selvfølgelig fuldstændig solgt, da jeg mødte det lille væsen for første gang, selvom han var lidt aflang i hovedet fra suget, men glemme smerterne? Det gjorde jeg nu aldrig.

En “genfødsel”

Faktisk fik jeg lidt af et traume af den fødsel. For det første var der en slags eftersamtale med en jordemoder, hvor jeg regnede med, at jeg skulle ind og have lidt sympati. Men da det første hun lagde ud med at sige var, at det var jo en helt normal fødsel…. så var jeg godt klar over, at det nok ikke var der, jeg skulle hente ret megen forståelse for det smertehelvede, jeg netop havde gået igennem. Forstår ikke helt hun så sådan på det, men jeg må jo nok erkende, at hun havde med til flere fødsler end jeg.

Men det værste var næsten det mareridt, som gentog sig nat efter nat de næste 10 år.

Jeg drømte, at jeg var til en slags efterfødselskontrol på sygehuset, for at se om alt var ok. Og hver gang så blev jeg taget ved hånden og ført ind på en fødestue…. øhh hvad skal jeg der?? Jeg har jo født? Jamen han skal jo fødes igen, sagde de og vendte det hvide ud af øjnene, som om det var mig, den var gal med! Det er helt normalt, fortsatte de, vi skal først lige have ham sat op igen, og så skal du føde ham igen…. og de fik det til at lyde, som var det den smalleste sag i verden! Og hvis jeg ikke gjorde det, ville han ligesom ikke være født “rigtigt”, hvad det så end betød.

Hver gang var jeg bare fuldstændig lammet af rædsel, det var der jo heller ikke nogen der havde fortalt mig noget om! Og det værste af det hele var jo, at knægten ligesom voksede i løbet af årerne…. tænk sig, at skulle have stoppet en 10-årig tilbage, hvor han kom fra, for derefter at skulle føde ham igen…. Og ikke bare ham, for da han var begyndt i skole, skulle skoletasken også med op og fødes igen!!

Nå men jeg nåede aldrig nogensinde længere end til fødebordet, hvor han skulle proppes tilbage, og så vågnede jeg, badet i sved og med et hjerte, der hamrede af angst, og det tog mig flere timer at få rystet oplevelsen af mig.

Mareridtene er heldigvis længst stoppet…og gudskelov for det da, prøv at forestille dig tanken omkring en 18-årig med kørekort og bil….. eller en 70 årig med gangstativ og rullestol, og børn, svigerbørn, børnebørn og oldebørn….

Og det er så vel her, at jeg ikke behøver at nævne, at jeg kun fik 1 barn!

Og til alle jer gravide,  jeg synes bare, I har krav på at høre sandheden 😉 Men I har også krav på at høre, at det,  jeres kroppe er i gang med at producere, er intet mindre end et sandt mirakel, som vil ændre jeres liv og følelsesregi 1000% til det bedre, det er helt ubeskriveligt, og man forstår pludselig ordet kærlighed i dets aller reneste form!

Der er så nok også lige et par ting eller to, som I bør vide, som der er heller ingen, der fortæller, men mere derom måske senere 😉

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Blue Captcha Image
Refresh

*