Tina Fevre

mekaniker
Blog

En tur ved “mekanikeren”

Kender du det, når man har bilen til mekaniker for en eller anden skavank, så er det stensikkert, at der opstår yderligere 2-3 skavanker indenfor den nærmeste fremtid, og det er helt sikkert ikke nogen af de billige.. ?  Uden at lyde mistroisk så har jeg værkstederne mistænkt for at pille lidt for meget ved ting, som der ikke skal rodes med, og som så fører til en ny værkstedsregning… Man får altid lidt med oven i købet!

Jeg havde det lidt på samme måde, da jeg var ved gynækolog forleden. Skulle have fjernet en spiral, som havde udtjent sin værnepligt, og som lægen havde forsøgt at fjerne, men hun kunne ikke finde den…. hmmmm…. det forstår jeg ikke helt – hvor stort et areal, er det, vi taler om? Det er jo ligesom ikke hverken et kurerfirma eller en hel lagerhal, man har dernede, hvor ting ligesom bare kan blive væk væk, altså så meget rod er der vel heller ikke dernede… det burde være til at overskue, men hvad ved jeg, jeg har jo aldrig set det – væk var den!

Så jeg følte mig lidt som en deltager i “Find Holger”, da jeg drog til gynækologen.

Og så på briksen

Der lå jeg så på briksen i min absolutte IKKE-yndlingsstilling med kommodebenene ud til hver side  klar til undersøgelse. Det bliver aldrig mit favoritmoment at ligge der. Jeg ved godt, at det bare er et arbejde for dem, og at de har set det tusindvis af gange før, og jeg har garanteret ikke noget alle andre, ikke har, men det gør det altså ikke lettere alligevel.

Nej hov, hvad har vi der, sagde hun pludselig… om det var et spørgsmål til mig, vidste jeg ikke helt, og hvad jeg i så fald skulle svare, havde jeg da slet ingen anelse om – der er jo åbenbart plads til lidt af hvert, siden en spiral sådan kan gå hen og blive væk i mængden.

En cyste… Godt så, tænkte jeg bare, så er det konstateret, skal vi så ikke bare koncentrere os om at finde spiralen, så jeg kan komme ned igen?  Men nej, hun blev ved med at arbejde i den cyste, og skulle da lige have det halve af hånden op for at mærke efter, samtidig med at hun trykkede på maven. Det er da sjovt, man kan slet ikke mærke den, sagde hun….. nej det er fint, tænkte jeg tørt – du kan se på skærmen, at den er der Moster, så skal vi ikke bare sige, at det må være bevis nok??

Men så var det, at hun tilkaldte assistance, hun var lige nødt til at have en andens øjne på. Flot tænkte jeg bare, vi holder da lige åben hus – jo flere des bedre! Og der kom et par stykker mere, som skulle undersøge min lagerhal nærmere, og der kunne jeg så ikke dy mig for lige at spørge, om de var sikker på, at der ikke var andre, der lige ville ha’ en lille kigger….

Mænd i uniform

Da jeg lå der til offentlig beskuelse, var det, at jeg kom i tanke om en anden episode lidt i samme boldgade. For ca. 15 år siden skulle jeg have foretaget en koloskopi, og jeg gruede mildest talt for den undersøgelse, det kunne da kun være alt andet end  behageligt at skulle have stukket en slange op i endetarmen hele vejen rundt i systemet, og jeg syntes også, at det var temmelig grænseoverskridende, at der var nogen, der skulle rode nede i den ende af mig. Fatter simpelthen slet ikke de mennesker, der får tarmskylninger helt frivilligt, hvad gik der galt der?

Nå men jeg ved ikke, hvad, det var, der skete dengang, jeg kan ikke huske det, men jeg blev spurgt, om jeg havde noget imod, at et hold politibetjente under uddannelse overværede seancen… og næh det havde jeg da ikke!!

Jeg er overbevist om idag, at jeg først blev stillet det spørgsmål EFTER, at jeg havde fået bedøvelsen. Jeg kan ikke forestille mig, at jeg ville have accepteret det,  hvis jeg havde været ved mine fulde fem og helt klar i hovedet.

Det var nok det mest pinlige øjeblik i mit liv. Der lå jeg med røven i vejret og en slange op et vist sted, samtidig med at jeg var omringet af hankønsvæsner i uniform, hvor den ene så mere godt ud end den anden – eller det bildte jeg mig i det mindste ind.

Og hvor stort må sådan et hold i det hele taget være? Det her var garanteret det største, der har været i historien  – mindst 20 stks Chippendales look-alike stod der ved mit gærde og fulgte med i, hvordan mine tarme så ellers så ud indeni….. Jeg siger bare, det er virkelig også noget, man har lyst til at dele med alverden!

Der var kun en vej i det der, og det var fuldstændig at gå ind i sig selv og ignorere situationen helt og aldeles – jeg var alt andet end tilstede der, jeg ville ikke være der, og jeg kunne ikke være der. Jeg var hævet over den situation! Total ydmygelse, det var hvad det var!

Jeg frygtede i lang tid efter, at møde nogle af dem i byen, halvt påvirket, som jeg jo var under undersøgelsen, ville jeg aldrig kunne genkende dem, men de kendte mig jo både udefra og indvendig… hvad skulle man lige svare, hvis der var en, der sagde, hey er det ikke dig, der holdte “åbent hus” forleden??? Eller hvad med: hvad så søster, har du fået lidt slange for nylig…. Nej okay langt ude, men jeg synes virkelig, det var pinligt, og følte mig temmelig småparanoid et godt stykke tid derefter!

Nå men tilbage til gynækologen og påhæng, som stod og diskuterede om, hvad der skulle gøres. Og jeg lå stadig der i min favoritstilling, og syntes virkelig, at de godt kunne tage den snak et andet sted end lige netop mellem mine ben, og der har nok været lidt tankeoverførsel der, for det samme gik lige pludselig op for dem, og hvorfor jeg i det hele taget var der. Hun havde “fundet” spiralen, og vupti var den ude, så  jeg fik lov til at komme ned igen, og fik forklaret hvad der yderligere skulle ske med cysten, som det viste sig senere er godartet.

Vidste du forøvrigt, at sådan en cyste består af forskellige typer afstødt væv, hyppigst hår, talg, brusk og skjoldbruskkirtelvæv? Velkommen til lossepladsen slash kirkegården siger jeg bare, no wonder, at den spiral blev væk!

Og hvad går historien egentlig ud på?

Hvad jeg vil fortælle med denne historie? Jo før jeg kom ind til gynækologen, mødte jeg en god gammel arbejdskollega i venteværelset, og vi sad og sludrede lidt om løst og fast, og vi kom til at snakke om det at være gynækolog, og det at arbejde indenfor sundhedsvæsenet i det hele taget.

Tænk sig, at der er folk som er villige til det? Tænk sig, at der er folk som er villige til dagligt at rode rundt i andre folks kønsdele og deslige, dagligt at være nødt til at skulle overskride andre folks grænser, at skulle kunne håndtere andre menneskers ofte uappetitlige kropsvæsker og kropsudgydelser, at skulle grave rundt i folks mere eller mindre ubehagelige og til tider igen uappetitlige sygdomstilstande, at være i stand til at rumme andre menneskers smerte og død, og jeg kunne blive ved. Det samtidig med, at de skal bevare roen og overblikket og være imødekommende og få en til at føle sig som den vigtigste patient i hele verden.

Og læg så oveni et travl og stresset og til tider utaknemmeligt klima, som det er idag indenfor sundhedsvæsnet… jeg kan kun sige tusind tak fordi I gør det, jeg synes, det er prisværdigt, og jeg er virkelig ydmyg over, at I kan håndtere det – jeg har været der, og jeg kan desværre ikke, hvor gerne jeg end ville!

Hvor ville jeg bare ønske, I fik mere ros og anerkendelse for det, I gør! En stor hyldest og tak til jer alle herfra!

UPDATE 11.11.15: Var på kontrolbesøg idag, og undersøgelsen viste, at cysten var forsvundet af sig selv…. hmmm… så kan man da arbejde lidt i,  hvor en cyste på 5 cm så ellers lige er forsvundet hen….. 😉

 

 

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Blue Captcha Image
Refresh

*