Tina Fevre

Bræksans køer
Blog

En lidt for veludviklet bræksans

Det her er nok det særeste indlæg, der til dato er skrevet indenfor blogverdenen, men jeg synes, jeg er nødt til at dele en af de lidt specielle udfordringer, jeg har i livet og som virkelig kan være lidt af et handicap. Jeg har en lidt for veludviklet bræksans, jeg skal bare tænke på noget ulækkert, og så er den der. Jeg har altid haft det sådan, og den har faktisk indskrænket lidt af de muligheder, jeg har haft på arbejdsmarkedet.

I mine unge år overvejede jeg at slå ind på sundhedssektoren, det måtte da lige være mig! Jeg kunne lige se mig selv som Florence Nightingale, gå rundt blandt patienterne og rigtig hygge om dem. Nok en temmelig naiv tilgang til det, og slet ikke én, der havde noget med virkeligheden at gøre, hvad der ret hurtig gik op for mig. Der er sq ikke tid til hygge!

Hvad der også gik op for mig, og som fuldstændig fjernede det gyldne skær, der lå omkring min nye karrieredrøm, var de mindre lækre ting, man skulle forholde sig til, og tage sig af. Jeg var ansat som ufaglært sygehjælper på en gerontopsykiatrisk afdeling, hvor man var udsat for lidt af hvert og også så lidt af hvert. Jeg glemmer aldrig engang, hvor jeg gik ind på en stue, hvor der lå 4 personer, der skulle hjælpes op om morgenen. Den ene af patienterne var omkring 4 m høj (sådan føltes det med mine 162 1/2 cm), slet ikke ved sine fulde fem, og havde slem tarmkræft. Frygtelig synd for manden, og jeg havde kæmpe medlidenhed med ham. Men så var det jo, at jeg var på vej ind på stuen, og jeg glemmer aldrig det syn, der mødte mig, for slet ikke at snakke om lugten… ubeskrivelig siger jeg bare!

Jeg sidder og skriver det her indlæg om morgenen på mit mest følsomme tidspunkt, så lad os bare sige, at han havde ikke samme fornemmelse for “stort” som alle andre, og åbenbart heller ikke lige en ide om, at det gør man ude på toilettet. Det var tværet ind alle steder – op ad vægge, ned af radiatorer, ud over hele gulvet, og jeg er lige ved at tro, at han med sine 4 m også havde givet loftet en omgang…. gosh det her er vanskeligt at skrive om…men det skal ud….

Jeg kom ret hurtigt ud af den stue, ja jeg nåede jo nok slet ikke ind, og jeg tænkte, hvad gør jeg…. skal jeg bare lade som om, at jeg ikke har været derinde, og så tage en af de andre stuer istedet? Jeg var jo nok godt inderst inde klar over, hvem der skulle tage sig af rengøringen, og det kunne jeg ikke lige helt se mig selv i.

Jeg var faktisk på vej ind på en af de andre stuer, men tog mig i det, og tilkaldte assistance istedet. Assistance var nok så meget sagt, det eneste, han gjorde, var at få patienterne ud, og så var jeg overladt til rengøringen HELT alene! Jeg har aldrig prøvet noget lignende, og det er nok alligevel løgn, da det nu slår mig, at jeg har prøvet at skulle støvsuge en kælder op, der var oversvømmet med kloakvand og deslige….

Den konsistens og så så meget af det…. jeg skal lige love for at min veludviklede bræksans var på overarbejde de næste par timer! Den oplevelse og lugten forfulgte mig i ret mange år efter!

Min karriere indenfor den verden blev rimelig kort, jeg blev ret hurtig klar over, at når man ikke kan klare liggesår (noget af det mest forfærdelige, man kan se…) andres udgydelser fra den ene eller anden ende uden at stå med brækfornemmelser, som ikke lader sig holde tilbage, så er det nok ikke der, man skal slå sine folder!

En tur med plæneklipperen

ChihuahuaDet værste ved de her fornemmelser, det er, at har man først oplevet noget totalt ulækkert, så er det sikkert som amen i kirken, at man har en tendens til at fokusere lidt for meget på dem, og oplevelsen bliver som en lyserød elefant – man kan ikke lade være med at tænke på dem! Sådan havde jeg det i mange mange år omkring en oplevelse med hundelort, og jeg tror, jeg har fået lidt hundelorte fobi, for jeg kan slet ikke klare det!

Det er helt tilbage til barndommen, hvor min far havde fået en spritny græsplæneklipper til benzin – det var stort dengang! Det var så en rotor-plæneklipper….. lidt vigtigt i den her sammenhæng…. jeg fik allernådigst lov til at prøve den, men hvad han havde undladt at fortælle mig var, at nu når det var en rotor-plæneklipper, så var det en god ide at gå plænen efter for hundelorte, inden man gik igang!….

Slam, sjask, sagde det bare, og så var jeg sølet ind i hundelort! At så lille hund kan skide så meget, er mig virkelig en gåde! Det tog mig år ja faktisk år-tier at ryste den oplevelse af mig.Hver morgen tænkte jeg bare, tænk ikke på det, tænk ikke på det, og jeg gjorde jo det stik modsatte, og så var den dag ligesom sparket igang med en god gang kvababbelse!

Det er jo så også genialt at have en hund, når man har det sådan, og det er især genialt, når den hund man nu har, har en tendens til at skulle af med det store 2 minutter efter, at gå-turen er startet. Det er ensbetydende med, at det foregår på fortovet foran en eller andens hus, og igen ensbetydende med, at jeg er nødt til at makke den her hundelort ind i en pose, og så gå rundt med en varm hundelort  til den næste skraldespand…. og der kan være langt!  Og gad vide hvad folk tænker, når jeg der kommer kvababbende med hunden og hundelorten i posen??

Så vi har fundet en løsning: vi tager ganske simpelt bilen og kører 5 min. hen i den nærmeste skov, så slipper jeg for den ubehagelige del!

Kokasser

Bræksans - køerNu når vi er tilbage i barndommen, så tror jeg måske, at grundstenen til min veludviklede brækfornemmelse blev grundlagt der. Vores hus lå op ad en mark, hvor der ofte var græssende køer. Og jeg ved ikke, om du kender den fornemmelse, når man planter foden i noget varmt, klistret og det selvfølgelig i bare tæer? Man står bare helt stille, som om man har trådt på en landmine, og ikke tør røre sig ud af flækken, alt imens man tænker, hvad gør jeg, hvad gør jeg igen og igen…. men der er jo kun én vej, og det er at få foden op fra dybet og gnide kokagen af i græsset. Men det tager tid, for man skal jo ikke have poterne ned i det, og det tager især tid at få det væk, der sidder mellem tæerne. Og hvis det var en af de rigtig store, hvor man også fik ankelen dækket, så var det rigtig svært at få det gnedet af – man skulle næsten helt ned og ligge for at få det af.

Det koster kræfter at komme over sådan en episode, og det endnu mere værste er så, hvis man træder i endnu én med den anden fod på vej hjem…. Jeg har slet ikke tal på de kokasser, jeg har haft fødderne i!

At få barn

Den her veludviklede “sans” var  også grunden til, at det at få børn ikke har sagt mig ret meget – de skal jo af med noget, og der er jo ligesom ikke andre til at tage sig af det! Jeg fik dog heldigvis min søn, men det var til start en stor prøvelse i det daglige at skulle håndtere, hvad der kom ud af den anden ende. Og jeg glemmer aldrig første gang på fødeafdelingen, hvor de bad mig tage mig af det…. arrrrhhhh kunne de ikke lige gøre det her første gang?? Altså jeg skulle jo ligesom lige vænne mig til det, men nej der var ingen hjælp at hente. Men på mirakuløs vis vænnede jeg mig ret hurtig til det, og det blev blot en rutine i hverdagen.

Hvad, der så aldrig blev en rutine, var, når han blev syg med opkastning…. Jeg ved godt, at pædagogisk set, så er det ikke smart at komme med bræklyde foran sit barn, når det har kastet op ud over madras, sengetøj, gulv og legetøj, og man skal have det tørret op. Og tro mig, jeg prøvede virkelig at holde det tilbage, men det lykkedes aldrig, for hver gang så spurgte han igen og igen, hvorfor siger du ikke noget mor, hvorfor siger du ikke noget?? Og det kunne jeg jo ikke, for hvis jeg åbnede munden, så ville det ikke være ord, der kom ud, men lyde … men det endte alligevel altid med at jeg forsøgte at svare ham, og der kom ikke ord ud og i uheldigste fald måtte jeg styrte ud på toilettet…  Stakkels dreng….det er lige til traumeafdelingen…..

Partytime

Og apropos bræk så var der alligevel én gang i mit liv, hvor det lykkedes mig fuldstændig at negligere mine brækfornemmelser. Jeg havde allenådigst fået lov til at holde fest for mine klassekammerater i anledning af min 15 års fødselsdag, og dengang foregik det med æblesnaps, Munkevin, abrikossnaps og kirsebærvin… det var ligesom det, der var til at komme til for penge. Blandingen virkede helt perfekt og ret hurtigt, men lå desværre ikke ret godt i maven, og da slet ikke dagen efter.

Jeg glemmer det aldrig, festen var godt igang, og vi tøser var virkelig oppe at køre, i det mindste nogen af os. Der var én, der var gået fuldstændig kold, og sad med lukkede øjne helt tilbagelænet i min mors nyindkøbte sofaarrangement i tykt boucle  stof i brunt og skidenkarry farvede striber. Jeg fik øje på hende, og i samme øjeblik åbnede hun munden (stadig med lukkede øjne), og ud af munden fossede eller nærmest sprang et vandfald af bræk…. og det blev ved og ved… mindst 5 minutter…. ud over det hele, og ud over min mors nye lænestol…. Jeg ved ikke, hvordan jeg kunne, måske lammet af skræk for konsekvensen, men jeg var iskold: hentede spand og vand og fik skidtet tørret op i en vis fart uden så meget som at fortrække en mine! Er du gal, hvor blev der ballade dagen efter…. jeg behøver blot at fortælle, at det var den eneste gang jeg fik lov at holde fest. Forsikringsselskabet dækkede ikke skaden, og lugten forsvandt aldrig fra den stol..men indeni var jeg alligevel lidt stolt over, at det lykkedes mig at håndtere situationen: skal man, så kan man!

Nok om det, håber ikke, du læser det her om morgenen, og jeg beklager, hvis der er mange retskrivningsfejl, men det her indlæg kunne jeg altså ikke læse korrektur på ret mange gange….

 

 

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Blue Captcha Image
Refresh

*