Tina Fevre

Blog

A brain with a mind and a life of its own…

“A brain with a mind and a life of its own”, det har jeg.  Jo det har jeg virkelig, jeg har en hjerne som har helt sit eget liv. Prøv at forestille dig, at alle de steder og begivenheder jeg har været til i mit liv, der har min hjerne allerede været: den kommer altid først, no matter what. Den har allerede udforsket det hele, og forudset, hvad der vil ske, når jeg gør det ene eller andet. Jeg har egentlig aldrig tænkt over det før nu, sådan har det jo altid været, og er åbenbart også en del af det at være særlig sensitiv. Hjernen skal lige checke det hele ud, før “dronningen” kommer… først når den har styr på det hele der, er det okay, at jeg tropper op.

Som sagt har jeg sådan set aldrig tænkt over det, men nu begynder det at irritere mig voldsomt. Jeg kan lidt sammenligne det med, når jeg køber et ugeblad, eller stakken af reklamer kommer ind, og min søster f.eks. er på besøg, og hun når at checke dem ud, før jeg gør, og gør mig opmærksom på alle de gode tilbud eller artikler, før jeg selv når at se dem. Det hader jeg af hele mit hjerte, og hun ved det, men hun kan bare ikke lade være med at fortælle mig det!  Der er to ting i det: dels får jeg ikke glæden ved at være den første til at bladre dem igennem og dufte det friske papir – de er ligesom lidt ødelagte, før jeg får dem. Og dels oplever jeg heller ikke glæden og overraskelsen ved alle de gode tilbud, eller viden jeg får fra bladene – hun har jo fortalt mig dem allerede, så det er lidt en øv-fornemmelse… gad vide, om jeg er den eneste i verden, der har det sådan, men det har jeg altså.

Og det er lidt det samme med min hjerne ik´, den har jo været på turen, før jeg kommer og gennemlevet det hele, og  fortalt mig alt, så jeg kan ikke bliver overrasket over noget som helst, for alle mulige og umulige situationer, som jeg vil kunne komme ud for, dem har min hjerne allerede præsenteret for mig. På sin vis kan det være fint nok at have sådan en bodyguard til at rydde vejen for sig, men lige nu så er den bare drønirriterende, for det er ikke bare alt, den skal forudse, det er alt, alt ALT, og jeg går konstant i stå, fordi den lige skal checke det hele ud, og angive hvad der er smartest at gøre, før jeg gør noget som helst.

F.eks. her til morgen sad jeg på terrassen og fik min morgensmøg sammen med en kuglepen og en gul blok, for jeg kunne godt mærke, at nu var der noget, der trængte sig på igen. Jeg havde lagt blokken på bordet, og da jeg skulle ind igen, gik jeg i stå, da jeg så blokken: skulle jeg tage den med ind igen, eller skulle jeg lade den blive? Et af livets virkeligt store spørgsmål…. Hvis jeg lod blokken blive, så ville den jo ligge der til næste gang, jeg kom udenfor og måske havde noget på hjerte, som skulle grifles ned. Det kunne også være at den blev fugtig af at ligge ude, eller den blæste måske væk, eller?? Ja hvad ved jeg….  På den anden side hvis jeg tog den med ind, så ville jeg jo ikke have den udenfor (øhhh nej…vel??!!..), men så ville jeg slippe for at skulle lede efter den indenfor, hvis jeg vel at mærke kunne huske, hvor jeg lagde den. Min hjerne skulle lige finde ud af, hvad der var bedst for mig. Det er da også helt okay, men helt ærlig, så mange overvejelser omkring placeringen af en gul blok??? … jøsses der er ikke noget at sige til, at jeg ikke føler, at jeg rører mig ud af flækken p.t.

Alt hvad jeg gør,  skal overvejes! Hvis jeg f.eks. er i gang med at rydde op, så foregår det med håndbremsen trukket helt i bund og det går ekstremt langsomt. For hvis jeg skal rydde køkkenbordet, og skal have en ting ned i mit arbejdsrum, så siger min hjerne, at den ting jeg har i hånden, er det smartere at vente med at gå ned med, indtil jeg har lidt mere, jeg kan tage med på vejen. Så jeg må hellere lade den ligge lidt endnu. Eller noget så banalt som hvis jeg ikke lige fik lukket køkkenskabslågen efter mig, så siger min hjerne, at det kan ikke betale sig, for jeg skal derind igen om lidt…. eller hvis jeg har gang i at male og skal have gjort pensler rene, så siger min hjerne, at det kan slet slet ikke betale sig, for jeg skal male igen om lidt. Problemet er så bare, at når min hjerne siger sådan, så er jeg nødt til at gå videre til det næste, og vupti simsalabim så har jeg igen gang i en million milliard projekter ud over hele huset, fordi min hjerne sagde, at det kunne ikke lige betale sig, fordi xxx……hmmm….så det er faktisk ikke min egen skyld, det ser ud her som det gør p.t.!

Taler vi de lidt større ting i livet, er det endnu værre, min hjerne er så god til at forudse, hvad der sker, at det slet ikke kan betale sig for mig at tage turen. I mine unge år var det f.eks. på kærestefronten en kæmpe udfordring for mig at blive i forholdene, for før jeg vidste af det, havde min hjerne allerede været igennem det at bo sammen med gutten, hvordan vi ville have det sammen, og til sidst at vi gik fra hinanden. Det havde den fuldstændig styr på, så der var ingen grund for mig til at deltage, og slet ikke blive i forholdet – er du sindssyg, det ville jo ende før eller siden, så why bother??

Men nu skal det være slut, jeg gider bare ikke mere… jeg kommer ingen vegne, så længe den lever mit liv på forkant! Så fra nu af hver gang den sætter igang, vil jeg bede den om at holde sin k… jeg skal nok selv finde ud af det, og jeg skal nok selv bære risikoen for, hvad er kunne ske, men som måske ikke gør det. Jeg skal videre, jeg har sq mit eget liv, og så kan min hjerne bare få lov at tærske langhalm på, hvad den har lyst til selv – lalalalalalalalala ….jeg hører ikke efter: jeg slår op!

Ha en god dag derude 🙂

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Blue Captcha Image
Refresh

*